logo
logo

Volsted Forteby

Fredning som grundlag for fundraising
I Volsted ville en gruppe borgere bare have en legeplads til byens børn på den tidligere forteplads. Men fordi området var fredet, sagde myndighederne nej. Læs om ildsjælene, der efter talrige afslag på fondsansøgninger vendte områdets fredning til en fordel og fortalte en historie om deres by, der fængede sponsorerne.

Kulturelt samlingssted
I Volsted Forteby ligger huse og gårde i en sluttet ring omkring et fælles jordareal og et gadekær – forten - som engang var vandingssted for kreaturer og fjerkræ og mødested for landsbyens beboere. Den dag i dag danner husene stadig en kreds omkring forten, hvor gårdenes jorder er udlagt i stjerneform. Nu har lokale ildsjæle etableret en forteplads, som genskaber stedet som kulturelt samlingssted for byens børn, voksne og giver besøgende indsigt i byens historie.

Afslag vendt til styrke
"Vi ønskede os en naturlegeplads til landsbyens familier," siger Peter Overby, som selv bor i landsbyen og er én af initiativtagerne til projektet. Men selvom Fredningsnævnet tre gange sagde nej til borgernes ansøgning, stoppede projektet ikke her. Tværtimod: "Efter afslagene kom vi til at tale om, at Volsteds gadekær var en forte, og at vi er landets bedst bevarede forteby. Vi tænkte, at hvis fortebyen og gadekæret er så interessant, må det kunne give nogle midler, og så prøvede vi at tænke projektet om."

Ansøgningen blev vendt på hovedet, så den tog udgangspunkt i fredningen, og det gav bonus. I første omgang søgte ildsjælene Aalborg Kommune om støtte og fik bevilget 300.000 kr. til indretning, kommunikation og information.   Man interviewede ældre og lokalhistorisk interesserede, og lejede et stykke jord op til gadekæret af en lokal landmand. "Det blev et kæmpe projekt", siger Peter Overby og beskriver den nyopførte plads, som er indrettet som en forteby med samlingssted, bålsted og en tyr hugget ud i træ. På toppen af en lille forhøjning er placeret et tårn, hvorfra man kan se på fugle og spejde ud over hele det naturskønne område. 

Fundraising tager tid
Projektet er finansieret via tilskud fra Aalborg Kommune, Realdania og Friluftsrådet samt en række mindre lokale sponsorer. Peter Overby: "Fundraising tager tid. Bare det at skrive en ansøgning og sætte sig ind i puljer og deadlines og overveje, hvordan man kan vinkle sin ansøgning er utroligt krævende, og vi har også fået mange afslag. I starten var vi usikre på, om vi ville være i stand til at rejse så mange penge, som der var lagt op til i budgettet, men vi har været heldige med at få de store tilskud fra Realdania, Friluftsrådet og ikke mindst Aalborg Kommune. 

Den løbende, beskedne leje af jorden finansieres via en mindre indtægt fra aktiviteter som høstfester, loppemarked og vinsmagning.

Undervejs i processen har projektet draget nytte af ildsjælenes forskellige kompetencer: Èn er naturvejleder med god kontakt til Friluftsrådet, to arbejder i kommuners tekniske forvaltninger og kender det kommunale system, og Peter Overby selv er en garvet fundraiser, der tidligere har arbejdet med salg af sponsorater.  Samarbejdet med kommunen har også været godt; ildsjælene var i løbende dialog med kommunens folk, som hjalp med forslag til indretning af pladsen og var behjælpelig med rådgivning og tegninger. Og ikke mindst var Volsted-borgerne heldige at ramle ind i en kommunal pulje, hvorfra der skulle udeles midler til landdistriktsudvikling.

At holde gejsten
Gejsten var stor i projekts opstart: "I starten holdt vi mange møder, og det kørte bare. Efter tre års vedholdende arbejde havde vi indviet stedet og kunne se resultatet, og så var udfordringen at få færdiggjort fomidlingsdelen med brochurer og plancher. Det er her i slutfasen, det har været hårdest, for folk har været brugt op, og der ligger stadig 10-15 procent af arbejdet tilbage, herunder et evalueringsprojekt med det formål at give erfaringer videre til andre projektmagere."

At holde en borgerforening i gang er også en udfordring: "Den tidligere borgerforening havde omkring seks medlemmer, som stod for alle arrangementer. Det slider jo på folk, så for et par år siden stoppede de alle," fortæller Peter Overby og uddyber: "Nu har vi skabt en organisation, hvor dem, der stiller op til bestyrelsen styrer økonomien og fungerer som projektledelse, mens et arbejdende udvalg og lokale borgere står for at afholde aktiviteterne."

I dag står Volsted Forteby færdig og er igen blevet det lokale samlingspunkt, borgerne savnede. Peter Overby: "Vi har fået en plads, og vi er komme på landkortet. Medierne skriver om Volsted, og skoler og institutioner er begyndt at kommer herud. Det giver en god stemning og har styrket det lokale fællesskab. Vi kom i mål!"

Print